Transskript artikkel af Mikael Baden Henriksen, Horsens Folkeblad 25. februar 2008

Alice fra Horsens lever et liv, som mange måske drømmer om, men de færreste tør realisere. Sammen med sin mand ejer hun et dykkercenter på Filippinerne. Læs her om en kvinde fra Horsens, der ikke savner Danmark mere, end at det kan klares med lidt marcipan ved juletid. Men som stadig har sin faste, danske tandlæge.

PUERTO GALERA

Tager man den direkte vej, ad Vedbæksallé, Bankagervej og Vejlevej og videre over Billund, Frankfurt og østpå til Manila, sydpå ad den trafikalt tilsandede hovedvej til Batangas og krydser Verde Island-strædet, er der 11.118 kilometer eller deromkring fra Beringsvej i Horsens til Small La Laguna Beach i Filippinerne.
Her bor Alice med sin mand Bjørn, og det er ikke en overdrivelse at sige, at parret bogstaveligt talt bor på stranden. Her, i et hus med fundamentet solidt plantet i hvidt sand, kan parret betragte de fiskerbåde, der dovent krydser strædet mellem to af Filippinernes største øer, Mindoro og Luzon.

Men dagdrømme og spejden efter fiskerbåde er der sjældent tid til. Alice og Bjørn har travlt med at passe deres dykkercenter ABWonderdive, som de har ejet i knap to år. A for Alice, B for Bjørn og wonder fordi deres liv, deres arbejde og deres hobby er lidt af et eventyr. ”Vi lever i vores drøm,” siger de med én stemme.
Som i alle andre eventyr, er der kampe og nederlag, inden historien ender lykkeligt. Og inden vi med hjælp fra Alice og to luftflasker dykker tyve meter ned under overfladen i det 28 grader varme vand, rejser vi i tid og sted til Beringsvej, 8700 Horsens.
Her bor Alice’ forældre Britta og Holger, og i 2005 fik de et af de sjældne besøg af datteren og svigersønnen, som siden sidst i halvfemserne har boet langt væk fra Danmark. Efter otte år som bestyrere af dykkercentre rundt om i verden – Caribien, Østen og Maldiverne – var parret klar til at tage næste skridt; at købe og eje deres eget dykkercenter, at få sig et hjem og ikke bare som på Maldiverne bo seks et halvt år på det samme hotelværelse.
”Vi ville finde det sted, så vi kunne starte vores eget lille hotel med dykkercenter. I mange år havde vi knoklet og fået de forskellige dykkercentre til at vokse og blive bedre. Men vi er selvstændige, og vi var klar til at få vores eget. Maldiverne er dejligt, men det var slet ikke muligt for os at købe. Dér koster et dykkercenter med tilladelser millioner af kroner,” fortæller Alice.
Derfor var parret i løbet af 2005 på jagt efter deres dykkercenter i lande som Indonesien og Solomon-øerne. De rejste, søgte og rejste i seks måneder og det tærede på opsparingen. Derfor var det hjem til Beringsvej i Horsens for at samle kræfter, penge og tanker.

For to år siden, fandt parret endelig det, de søgte, da de ankom til øen Mindoro, en ø på størrelse med Sjælland i det kæmpemæssige filippinske ø-rige. Et sejt slid for at finde et dykkercenter er nu afløst af hårdt arbejde for at holde forretningen kørende. Drømmen om et hotel i sammenhæng med dykkercentret er endnu ikke opfyldt, så pengene til at holde sig oven vande skal tjenes under vand. Hver dag, alle ugens syv dage. En søndag ligner en tirsdag som ligner en fredag for 40-årige Alice og 43-årige Bjørn:
Op ved syvtiden til lyden af de haner, der græsser rundt blandt palmerne, der indhegner de tre strande Sabang, Small Lalaguna og Big Lalaguna på nordsiden af Mindoro.
Ned ad trapperne til de smilende og fnisende servitricer, der er ved at tilberede morgenmaden til dykkercentres gæster. Hilse på gæsterne – måske spise morgenmad med dem, mens tyske, engelske og en sjælden gang imellem danske gloser flyver igennem den allerede lune morgenluft.
Klokken lidt i ni er der briefing til dagens første dyk. De mandlige ansatte slæber luftflasker 10 meter ned til de fortøjede dykkerbåde, mens Bjørn eller et par af de lokale dykkerguider tegner og fortæller de spændte dykkerturister om, hvad der mon gemmer sig derude i havet, dernede under overfladen.
Der er ingen garantier for både skildpadder, hajer og blæksprutter på ét og samme dyk Men der er garanti – 100 procent – for et orgie af fisk, muslinger, snegle, koraller og andre sære skabninger i så mange farver og former, at én ting står klart: Vorherre må have haft det skægt – og måske endda være påvirket – den dag han skabte livet i de filippinske farvande.

Det er lige præcis dét, der stadig kan fascinere Alice, når hun efter over 4500 dyk stadig viser sin nærmest barnlige glæde under vandet ved synet af noget nyt eller synet af noget, der er nyt for hendes elever.
”Jeg har altid været en vandhund, og kan sagtens huske mit første dyk for over ti år siden. Jeg elsker stadig at dykke. Det er en livsstil. Selv om man dykker meget, er det vigtigt at huske glæden ved det første dyk, for det er præcis den glæde, som vores gæster har,” siger hun.
Efter dagens første dyk, er det tilbage og skylle udstyret fri for saltvand. På vej tilbage i båden – det er en kort tur, for alle 35 dykkersteder ligger inden for en afstand af ti minutter – diskuteres dykket. Gæsterne tegner og fortæller og spørger om navnet på en bestemt fiskeart, de så gennem deres dykkermaske.

Senere på dagen hopper Alice i klorvand frem for saltvand. Hun gennemfører et af de kurser, som også er en del af livet som dykkerinstruktør. Turister, som aldrig før har troet på, at de skulle trække vejret under vand, begynder uddannelsen som dykker i en halvanden meter dyb swimmingpool med Alice i fuldt dykkerudstyr.
Hun er uddannet afspændingspædagog, og har bl.a. undervist i babysvømning og har haft hold med kvinder, der havde angst for vand. Tillid og sikkerhed betyder alt, når man skal lære at dykke, og det er tydeligt, at Alice er god til at få nervøse folk til at slappe af i det våde element.
”Jeg pjasker rundt med børn, der lærer hurtigt, og oplever store stærke mænd, der vil holde i hånd i 10 minutter, før de tør give slip. Vi skal være tålmodige og vise folk, at dykning er sikkert, hvis man tænker sig om. Hvis man ikke gør det, kan dykning være farligt, lige som det at stå på ski eller køre bil er, hvis man ikke følger reglerne,” siger Alice.

”Jeg elsker at se mine elever gennemgå processen fra de første gang dykker i poolen til de hiver i mig og peger ivrigt, når de ser en stor fisk i havet.
Bjørn tilføjer: ”Dykning er vores liv, og vi elsker at være her. Naturligvis savner vi familien, men vi har en masse oplevelser og møder en masse mennesker, som vi ikke ville møde med et almindeligt liv hjemme i Danmark.”
Alice og Bjørn spiser frokost med de øvrige gæster i baren under deres hjem, fem meter fra stranden og ti meter fra de kompressorer, der fylder flaskerne op til eftermiddagens dyk. Måske ned til et af skibsvragene i det stille dyb. Snakken går over frokosten – men på 20 meter vand er det tegnsproget, der gælder. Alice lægger den ene hånd på den anden og vifter med lille- og tommelfinger.
Tegnet for skildpadde.

Klokken er 17, og dagens sidste dyk drøftes over en drink i baren. Alice og Bjørn laver oftest selv mad. Aftenerne er deres private stund sammen. Så er dykkercentret lukket, personalet har fået fri, og gæsterne gået på restaurant. De har besluttet sig for at leve et liv uden egne børn.
”Ingen er længere væk end et telefonopkald, og vi har stadig vores venner i Danmark. Vi nyder at følge deres børn vokse op,” siger Alice.
Både hendes og hans søskende har børn. Så bedsteforældrene er ikke blevet snydt for deres titel. Det har dog i lang tid været svært for Bjørns mor at forstå, at søn og svigerdatter ikke lige vender hjem igen.
”Især i de første år ude, fandt hun ofte et hus som ’lige ville passe til os’, som hun sagde. Men vi har ikke lyst til at komme hjem til Danmark. Vi har vundet mere ved at tage ud. Det har ikke været uden problemer, men vores forhold er blevet stærkere,” siger Bjørn.
Alice tilføjer: ” Jeg savner hverken bil eller rugbrød.”
Hun ringer dog lidt oftere hjem omkring højtiderne. Lige som hun ikke klager over, at familien tager marcipan og nougat med i rygsækken, når julen nærmer sig. Parret er i Danmark ca. én gang årligt, men har indset, at de må rejse hver for sig. Er man selvstændig, er man selvstændig. En skal blive tilbage for at passe butikken.
For Alice’ vedkommende går den årlige tur de 11.118 kilometer eller deromkring til barndomshjemmet på Beringsvej i Horsens. Her ser hun far, mor, bror, niecer, nevøer og besøger tandlægen for det årlige tjek. Indtil det er østpå igen til 13 grader nord for ækvator. Tilbage til AB Wonderdive, til Bjørn og alle fiskene under vandet. Så er Alice tilbage i eventyrland.

FAKTA: ABWonderdive og Dykning

Bjørn og Alice’ dykkercenter, ABWonderdive, ligger på Small Lalaguna Beach nær Puerto Galera på nordsiden af Mindoro, en af Filippinernes største øer. Der er ca. 120 kilometer til hovedstaden Manila.
Et dykkerkursus, det såkaldte PADI Open Water kursus koster ca. 2.725 kroner inkl. alt udstyr hos Alice og Bjørn. Har man dette kursus, koster et dyk 195 kroner+ udstyr.
For dem, der ikke ønsker at dykke, er der muligheder for snorkling fra båd og strand.
Vandtemperaturen ligger året rundt mellem 25 og 30 grader – der er  varmest i den danske sommer.
Dykkene har en dybde på mellem fem og 40 meter – i alle sværhedsgrader.
Biodiversiteten i området omkring ABWonderdive er enestående høj. Inden for et område på ti gange ti kilometer i havet er der fundet 1736 forskellige dyrearter, det højeste tal i verden.
Se mere på www.abwonderdive.com